Opskrifter

Smagen af Danmark

Bygsalat med muslinger, østers, æble og rønnebær
Bygsalat med muslinger, østers, æble og rønnebær

Dette er en dejligt mættende salat, der kan anvendes både som forret og frokostret. Rønnebærrene kan udelades, men de tilfører ud over en smuk orangegylden farve en yderst delikat bitterhed til salaten.

 
Frokost eller forret

6 personer

 
300 g perlebyg

300 g jordskokker

200 g dampede og pillede limfjordsmuslinger

4 Limfjordsøsters

1-2 gulerødder

1 bdt kørvel

1 madæble

40 g friske rønnebær

2-3 spsk rørsukker

1 dl rapsolie

½ dl æbleeddike

Salt og peber

Evt. lidt honning

 
Skyld byggen og udblød den i 12 timer i koldt vand.

Kog byggen i letsaltet vand i 30-35 minutter, til den er mør. Smag byggen til med rapsolie, æbleeddike, salt og peber, mens den stadig er lun.

Pluk rønnebærrene af stilken og hak dem, bland med sukker og lidt salt og lad dem trække 10 minutter, til det bliver en rød grov puré.

Skræl jordskokker, æbler og gulerødder, skær dem ud i små tern og vend i byggen.

Åbn og tjek østersene, hak dem groft og tilsæt saft og østers til byggen.

Kom muslingerne hele i. Vend hakket kørvel og rønnebær i bygsalaten og bland det hele godt. Smag evt. til med lidt honning og ekstra æbleeddike.


  • Tip en ven
  • Print


Luk

Meyers Madhus | Nørrebrogade 52C 2200 Kbh N | Telefon 35 36 38 37
credits